Ved akutte episoder, hvor det observeres, at der nedtages asbest uden at forskrifter for dette er overholdt, opfordrer bestyrelsen kraftigt til at Arbejdstilsynet kontaktes omgående.
Der er asbest i eternitbeklædningen under vinduerne på 1. sal og i de oprindelige eternitskifre og eternitbølgeplader på taget. Derfor er der regler for, hvordan man skal forholde sig, når disse bygningsdele skal renoveres.
Ifølge ’Asbestbekendtgørelsen af 15. juni 1998’ skal der arbejdes efter nogle bestemte retningslinier, der handler om beskyttelsesdragter, rengøring mm. Bekendtgørelsen kan rekvireres hos den lokale arbejdstilsynskreds (tlf. 44 97 20 90).
Tagpladerne afgiver de farlige asbestfibre når de beskadiges. Det skal der fagfolk til at håndtere, og det tilrådes derfor at lade arbejdet udføre af professionelle håndværkere. Pladerne kan afleveres på særlige lossepladser, efter at Teknisk Forvaltning har givet tilladelse til det. Det koster ikke noget (udover den påkrævede emballage).