Nyt om Åbrinkens grønne områder

I bestyrelsen ser vi på potentialet for at udvikle vores grønne områder med endnu mere biodiversitet for øje. For at hjælpe os med det har vi haft besøg af en biolog fra Natur360. Hun har udarbejdet et notat med anbefalinger til forskellige tiltag vi kan gøre i Åbrinken for at fremme biodiversiteten. Notatet kan downloades her.

Grundlæggende har vi et fint udgangspunkt i Åbrinken. Vores lille ”skov” og det naturlige hegn mod Ruinparken og spejderne består i høj grad af gode hjemmehørende træer og buske. Desuden er der potentiale for indvandring af spændende planter og dyr/insekter fra Mølleådalen og Ruinparken. Men der er selvfølgelig også plads til forbedring.

Vi har besluttet at starte med følgende:

  • Skråningen ned mod Mølleåstien: Her er der tidligere blevet slået én gang årligt, hvor det afklippede plantemateriale er blevet efterladt. Fremover vil der blive slået to gange årligt og afklippet vil blive fjernet. Dette skulle gerne give bedre betingelser for forskellige urter og blomster der pt. har svært ved at konkurrere med græsset.
  • Blomster/urtestriben langs stamvejen: I 2023 blev der forsøgsvis etableret en blomsterstribe på den sydlige plæne, med smukke men hovedsageligt ikke hjemmehørende arter. Formålet var at understøtte fødegrundlaget for insekter. Tiltaget er overvejende blevet positivt modtaget af Åbrinkens beboere og vi har derfor besluttet at fortsætte. Vi vil dog lave en ny tilsåning med en frøblanding der i endnu højere grad tilgodeser insekterne. Ved udelukkende at vælge flerårige, naturligt hjemmehørende arter vil der også skabes bedre ynglebetingelser for de insekter, hvis larver kun kan leve på – og af – bestemte planter. Det gælder fx mange arter af sommerfugle.
    Den nye tilsåning vil først ske til efteråret, hvor betingelserne er bedst. I mellemtiden kan alle få en fornemmelse af hvordan en urtestribe udvikler sig med tiden. Man kan ikke forvente at den år efter år ligner det klassiske billede af en blomstereng. Med tiden vil nogle urter forsvinde mens andre tager over.
  • Vejbede ved chikanerne: De syriske roser i vejbedene bliver fjernet og erstattet med forskellige hjemmehørende arter som også er robuste over for salt og tørke. Pt. regner vi med at det bliver markkrageklo, engelskgræs og bidende stenurt. Træerne får lov at blive stående.
    Udskiftningen sker først til efteråret, så vi slipper for at vande.

Som haveejere kan vi også gøre meget for at hjælpe biodiversiteten på vej. Der er meget information om emnet i bøger og på hjemmesider. Men et godt sted at starte er de guidelines som Vild med Vilje har udgivet med støtte fra Aage V. Jensens Fond: https://www.vildmedvilje.dk/wp-content/uploads/Guide-01-Biodiversitet_02.pdf

Hvis du allerede har styr på den fundamentale viden og bare har brug for inspiration til valg af blomster, buske og træer, så er rapporten ”Plantekatalog – Planer, der understøtter biodiversitet” et godt sted at starte: https://dce2.au.dk/pub/TR193.pdf