Nyhedsbrev – Juni 2015

Nyhedsbrev fra grundejerforeningens bestyrelse omdelt d. 15/6-2015

“Long time, no see,” som man siger, når man skal være lidt morsom. En anden måde at sige det på er, at der er gået et stykke tid siden sidste nyhedsbrev. Det skyldes, at bestyrelsen flytter mere og mere kommunikation over på den nye hjemmeside (som stadig hedder www.aabrinken.dk), og så er Facebook-gruppen efterhånden blevet meget aktiv, så nu går der næppe en dag uden et opslag om et-eller-andet.

Dem, der ikke har opdaget det endnu, bør gå ind på Åbrinkens nye hjemmeside og nyde synet. Den blev sendt i luften omkring årsskiftet – i første omgang blot med det oprindelige indhold, men sidenhen er der kommet mere indhold til, og man kan i dag blandt andet finde referater fra bestyrelsesmøder, nyheder osv.

En af de meget praktiske nyskabelser er en abonnementsfunktion, hvor man kan bede om at få en mail, når der er nyt på hjemmesiden. Vi har allerede et halvt hundrede abonnementer på den ordning, men der er plads til mange flere, så bare spring til.

“Så får vi måske ikke nyhedsbreve på papir længere?” hører man nogen råbe. Jo-jo, rolig nu. Al den vigtige kommunikation kommer stadig på papir. Det er den nemmeste måde til at sikre, at alle får beskeden. Så indkaldelser til generalforsamling, referater osv. kommer stadig i postkassen.

Sankthansbål

(Det her er netop et eksempel på en nyhed, som allerede har været på Facebook nogen tid, når dette læses, og måske er den allerede løst. Check på Facebook.)

Foreningen leder efter en bålmester til at stå for Sankt Hans bålet. Det har været en hyggelig tradition i mange år, at Åbrinken har haft sit eget bål, men det har desværre skortet på frivillige de seneste år. Foreningen støtter selvfølgelig projektet og sørger for, at rammerne er i orden (bål, plads, orkester osv.), men vi savner nogle frivillige til at stå for arrangementet.
Mads Strandgaard (Åbrinken 153) vil gerne give fif til proces og bål, men har ikke mulighed for at påtage tjansen som bålmester. Bestyrelsen vil derfor opfordre interesserede i at kontakte os (på bestyrelsen@aabrinken.dk), så det kan blive Sankt Hans igen i år.

60-års fødselsdagsfest

Hip-hurra. Åbrinken fylder 60 år (og er “still going strong”). Forberedelserne er godt i gang. Der er nedsat et hurtigt arbejdende festudvalg, som er ved at planlægge detaljerne i arrangementet. Datoen er fastsat (12. september). Arrangementet kommer til at bestå af noget underholdning for børn om eftermiddagen og noget fælles spisning om aftenen. Maden skal leveres af vor lokale slagter (som i øvrigt også leverede maden til 50-års fødselsdagen).

Der er også ved at tegne sig et billede af budgettet. Vi regner med (mindst) 3 – 400 (glade) deltagere, som hver betaler 100-200 kroner. Vi regner også med, at børn skal betale mindre end voksne, og vi budgetterer med, at foreningen spytter 100.000,- i kassen. Alt i alt burde det række til alletiders fest.

Udvalget er efterhånden nået så langt, at de er begyndt at søge efter frivillige, som har lyst til at hjælpe med forberedelserne eller på den store dag. Interesserede kan henvende sig til Jakob (nr. 165), Morten (nr. 74) eller Martin (nr. 40) eller på mail til bestyrelsen@aabrinken.dk.

En officiel invitation med tilmelding er på trapperne.

Grønne spande til haveaffald

Bestyrelsen er (endnu en gang) blevet opfordret til at minde om, at man skal flytte de grønne haveaffalds-beholdere tilbage i haven efter tømning i stedet for at lade dem blive stående på vejen ude bag ved hækken. Så meget desto mere fordi skraldemændene er begyndt at lægge beholderne ned, når de har tømt dem, for så behøver de ikke at stoppe op for at se, om de stadig er tomme, når de kommer ugen efter.

Derfor, husk at trække den grønne beholder ind i haven igen torsdag aften, når den er blevet tømt. Så bliver din genbo glad (og det er godt), og så bliver det lidt hurtigere for din skraldemand at lave sit arbejde (og så bliver han glad).

Varmeregnskabet er på vej

Varmeåret er slut, og varmeregnskabet er på vej. Vi har fået tallene til gennemsyn, og det ser meget fornuftigt ud. Det totale forbrug er ca. 2.300 MWh, hvilket er små 20% lavere end sidste sæson. Det gennemsnitlige forbrug er knapt 12 MWh pr. hus. Det højeste forbrug er godt 21 MWh, og det laveste er cirka 4½ MWh.

Afkølingen er blevet lidt ringere i år, end den har været tidligere. Et gennemsnitligt hus i Åbrinken har nu en afkøling på omkring 20 grader (mod 22 sidste år). De bedste huse ligger stadig over 40 grader (og de ringeste omkring 5 grader).

Vi er ved at samle de sidste bilag sammen, så vi kan få regnskabet gjort færdigt. Forventningen er, at årsopgørelsen kan blive delt ud i løbet af sommeren.

Vil du vide mere?

Nu er vi ved at løbe tør for plads, og der er sikkert stadig meget, du vil vide noget om (ny asfalt, fibernet, frugttræer, legeplads eller ???). Fortvivl ikke. Kontakt i stedet bestyrelsen. Send en mail til bestyrelsen@aabrinken.dk, eller grib fat i en af os (Torben i nr. 38, Martin i nr. 40, Rune i nr. 69, Morten i nr. 74, Jakob i nr. 165 eller Nana i nr. 193). Kontaktinformationer kan findes på vores hjemmeside.

Med venlig hilsen + ønsket om en god sommer

Bestyrelsen

One Comment on “Nyhedsbrev – Juni 2015

  1. Hej Martin!

    Bare lige en stor ROS til dig for den nye hjemmeside og al info – dejligt. Med venlig hilsen Ulse No 2 > Den 16/06/2015 kl. 10.17 skrev Åbrinkens Grundejerforening : > >

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s