Åbrinkens Grundejerforening

Fælles event i Åbrinken ved Den Grønne Halvmaraton 20. juni

I forlængelse af forrige post fra bestyrelsen, har Gjensidige – Den Grønne Halvmaraton, bedt os om endnu engang at opfordre til at melde sig som hjælper ved at skrive til Nina Shelton på: nina.shelton@gmail.com. Man skal blot skrive, at man bor i Åbrinken og gerne vil være hjælper i dette område. Løbet arrangeres af SNIK Atletik.

Hvis man derudover har lyst til at organisere noget fælles morgenmad eller anden fælles event for hjælperne i Åbrinken, er man meget velkommen til det. Det kan fx koordineres via facebook.

Vi gætter på at mange i Åbrinken vil komme ud og være med som heppere og dermed gøre det til en fælles event 🙂

Den Grønne Halvmaraton søger hjælpere

Den Grønne Halvmaraton kommer til at løbe gennem dele af Åbrinken søndag d. 20. juni kl. ca. 11.00-14.00. Se ruten her: LØBET | Den Groenne (xn--dengrnnehalvmaraton-z7b.dk). Formentlig ensrettes Åbrinken i retning mod IC Modewegs Vej, hvor der kun kan drejes til høje mod Bredevej.

Åbrinkerne har tre muligheder for at bidrage til denne festdag:

  1. Løbe med – tilmelding her: Gjensidige Den Grønne Halvmaraton | Halvmaraton i grønne områder (xn--dengrnnehalvmaraton-z7b.dk)
  2. Melde sig som hjælper/vejviser. Man får 300 kr. pr. person som går til grundejerforeningen (det er altså ikke noget vi har bestemt, men noget som de har sagt, sikkert for nemheds skyld – vi kan jo udlove en lækker vingave som overrækkes ved GF til de der melder sig :>). Desuden får man en lækker sandwich, frugt og drikke og så selvfølgelig en kæmpe sjov oplevelse med at vise vej – og ikke mindst heppe på de mange løbere. Man må gerne være udklædt, puste sæbebobler, flage, råbe hurra og komme med andre festlige indslag! Man skal afsætte ca. 3 timer (ca. 11.00- ca. 14.00) inklusiv instruktion fra en vejviserleder. Man skal være voksen, ansvarlig og have ‘brede skuldre’. Alle Covid-19 forholdsregler vil blive strengt overholdt. Tilmeld dig som hjælper/vejviser ved at skrive til: nina.shelton@gmail.com, og henvis til at du bor i Åbrinken. Først til mølle…
  3. Heppe på løberne som almindelig tilskuer, når de løber gennem Åbrinken 🙂

Grønthøsteren kommer

I den nyligt omdelte orientering fra bestyrelsen fremgik det, at der fortsat er en del medlemmer, der ikke holder hække og anden beplantning indenfor skel. Dette hindrer sikker passage for os selv, gæster, varebiler, renovationskøretøjer samt ikke mindst udrykningskøretøjer. Vi har på det seneste fået flere klager fra vognmænd, der ikke kan komme frem pga. bevoksning, der rager ind over vejbanen.

Bestyrelsen har derfor set sig nødsaget til, som det også fremgik af orienteringen, at bestille gartneren til at beskære alt det grønne, der rager ud over skel. Der er netop blevet omdelt et brev til de medlemmer, hvor vi har kunnet konstatere, at hække og anden beplantning i baghaven hindrer sikker passage. Af brevet fremgår det, at gartneren vil beskære ind til skel fra d. 1. februar 2021 og frem.

Dette kan virke som en voldsom handling, men årsagen er som beskrevet ovenfor. Det vil være en god idé at beskære selv inden 1. februar, hvis man ikke ønsker beskæring med grov hånd. Bemærk at også grene, der hænger ud over vejarealet op til højder på 5-6 m, vil blive savet af. For nærmere information kan rettes henvendelse til bestyrelsesmedlem Henrik Brade på tlf.: 40 78 10 25.

     

Manglende omdeling til rækken nr 80-100

I går delte bestyrelsen en lille hilsen ud, men desværre har vores administrator fået printet for få eksemplarer, og derfor mangler rækken nr 80-100 at få. Det beklager vi selvfølgelig mange gange og vil rette op på fejlen snarest muligt.

Det omdelte består af bestyrelsens orientering fra året der gik, en orientering fra varmeudvalget, samt en hilsen fra vores administrator.

Glædelig jul til alle!

Træfældning på I.C. Modewegsvej

Nogle har måske undret sig over den omfattende træfældning på I.C. Modewegsvej for nylig. Det gjorde bestyrelsen og vi spurgte kommunen, hvad årsagen til fældningen af allétræerne var. Her kommer svaret:

“I december 2019 blev der udarbejdet en tilstandsvurdering af lindealléen på I.C. Modewegsvej. Denne vurdering viste, at lindetræet ud for Brede Børnehave, var rådden i stubben. Rådangrebet er højst sandsynligt forsaget af påkørselsskader, der dermed har forsaget revner i rodudløbene, hvorfor det var vigtigt at fælde den.

De 6 træer, der blev fældet i samme omgang, blev fældet grundet symptomer på angreb af svamp. Det var symptomer som udfald i kronerne samt barknekrose, der gjorde at vi valgte at fjerne de 6 træer.

Der er ikke planer om flere fældninger, da de øvrige træer vurderes sunde og raske, men vi følger selvfølgelig træernes udvikling/sundhed nøje.

I forbindelse med denne fældning, har vi ingen planer om genplantning. Ser man på selve betingelserne for trivsel og vækst af nyplantede træer i den eksisterende trærække, er der meget svære vækstbetingelser, bl.a. pga. manglende lys. De eksisterende trækroner hæmmer simpelthen for nye træers vækst, hvorfor det er formålsløst af efterplante på nuværende tidspunkt.”

Brændeovne i Åbrinken

Bestyrelsen har fået henvendelser om lugtgener fra brændeovne i Åbrinken, og vil i den forbindelse gøre opmærksom på, at i henhold til den nye lokalplan har det siden 30. august 2018 ikke været tilladt at opføre skorstene på hverken hustype A eller B.

Vi henstiller til, at eksisterende brændeovnsejere sikrer sig, at deres brændeovne opfylder alle lovkrav herunder krav om filtre, samt at der anvendes fyringsmateriale, der er godkendt hertil.

Desuden kan vi gøre opmærksom på, at der kan klages til kommunen over gener fra brændeovne på https://www.ltk.dk/borger/miljoe-og-natur/roeg-stoev-stoej-og-lugt

Fejl i varmeregnskab

Det netop omdelte varmeregnskab har vist sig at være behæftet med fejl. Tak for alle henvendelserne omkring dette. Bestyrelsen tager sig af sagen.

God dag 🙂

Halloween

Bestyrelsen er blevet spurgt, om vi kunne foreslå nogle retninglinjer for Halloween i år. Det vil vi selvfølgelig gerne, og gør det i form af at henvise til Sundhedsstyrelsens anbefaling angående dette:

”Halloween og andre efterårsarrangementer

Ved Halloween og andre efterårsarrangementer bør I finde på andre aktiviteter end fakkeloptog, udklædningsfester og slikindsamling fra dør til dør, da det er arrangementer, der kan være forbundet med risiko for smittespredning. 

Forslag: Arranger en Halloween-fest for en mindre gruppe børn, der i forvejen ses ofte, fx nærmeste familie eller nærmeste venner. Erstat i år slikindsamling fra dør til dør med andre aktiviteter, som udhuling af græs-karhoveder, en udendørs skattejagt eller et klippe-klistre værksted med Halloweenpynt. Hvis I serverer slik, så sørg for at det er indpakket eller portionsanrettet.”

På facebook er det tidligere på måneden blevet foreslået, at “vi pynter godt op udendørs og laver fine græskar med lys, så vi kan gå en tur i mørket og nyde “uhyggen” uden slik, og så i stedet spise slik derhjemme“. Dette ligger fint inden for Sundhedsstyrelsens anbefaling, og synes at være en farbar vej. Så hermed en opfordring til at pynte op 🙂

Nyhedsbrev fra YouSee

Bestyelsen har modtaget nyhedsbrev fra YouSee. Noget om nogle ekstra kanaler ift. Corona. Brevet kan downloades her: Nyhedsbrev YouSee

Vedrørende bredbåndsnet og foreningsaftale med YouSee

Bestyrelsen har modtaget et nyhedsbrev fra YouSee, der fortæller lidt om de muligheder vi har, qua vores foreningsaftale med dem. Se brevet her: Internethastighed 300

Mange hilsner

Bestyrelsen 🙂

Invitation til Energimarkedsplads 2020

Kære Åbrinkere

Bestyrelsen har modtaget en invitation fra kommunen til en Energimarkedsplads. De skriver følgende om arrangementet:

Klimaet er på dagsordenen, og vi har arrangeret Energimarkedsplads 2020 for at give dig let adgang til viden om, hvad du kan gøre for at spare på energien og dermed spare både penge, CO2 og få et bedre indeklima i dit hus.

Arrangementet foregår den 25. februar 2020 kl. 18:30-21:00 Galaksen, Værløse Bymidte 48, 3500 Værløse.

Arrangementet bliver arrangeret i samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk, Egedal, Ballerup og Furesø Kommuner, og du vil møde lokale håndværkere, som kan udføre energibesparende tiltag i din bolig, ligesom vi fra kommunen vil være til stede. Særligt har vi inviterer Henrik N. Knudsen, forsker, Statens Byggeforskningsinstitut til at holde et inspirerende oplæg om, hvordan adfærden i huset påvirker energiforbruget og indeklimaet.

Du kan se det fulde program her: galaksen folder A5 311 – LT -Egedal_0 2. Der er ikke tilmelding, så tag din nabo under armen og kom til en informativ og hyggelig aften. Der serveres kaffe og kage, indtil der er spist op!