Åbrinkens Grundejerforening i Brede

Den grønne halvmaraton løber gennem Åbrinken d. 28/4

Løbet forventes at gå gennem Åbrinken kl. 11.00 til 14.00 d. 28. april 2024.

Ruten gennem Åbrinken kan ses her.

Se mere om løbet på https://www.groennehalvmaraton.dk hvor der står følgende om hvordan trafikken påvirkes:

“I forbindelse med afviklingen af Sydbank Den Grønne Halvmaraton søndag d. 28. april 2024, vil der desværre kunne opleves steder, hvor vejen enten kortvarigt er spærret, eller hvor der vil være en mindre forlængelse af køretiden.

[…]

Virum, Sorgenfri, Lundtofte, Ørholm og Brede vil der være stop i trafikken i perioder.”

Status på Fiber

De er langt med at lægge fiber på stamvejen, og der har været en del indlæg på Facebook, så nu synes jeg, at det er tid til at give en status på projektet.

Som nævnt i tidligere nyhed, så har projektet principielt ikke noget med grundejerforeningen at gøre. GlobalConnect tilslutter de huse, der ønsker det, og der er ingen aftaler med grundejerforeningen. Hvis man aftaler tilslutning med GlobalConnect, skal man selv vælge sin leverandør af fiberforbindelsen.

Det er LM Gruppen, der lægger fiberkablerne ned. De lægger kablerne under fliserne på stamvejen og skyder dem under asfalten, når de skal krydse en vej. Deres plan er at trække dem langs haverne på stikvejene, så de ikke skal røre fliserne, der ligger så fint. De graver i rabatten og ikke på privat grund. Hække skal plantes på egen grund min. 30 cm fra skel (hegnsloven), så de største rødder burde ikke blive berørt.  Kommunen har givet dem gravetilladelse til stamvejen. Det kræver ikke partshøring, da der ikke er nogen, der har adresse på stamvejen.

LM Gruppen har også søgt om gravetilladelser på de stikveje, hvor der skal trækkes kabel. Her har kommunen sendt digitalt brev om partshøring til alle husejere. Det er ikke alle husejere, der har fået brev, da der ikke skal lægges kabel i alle veje. Som eksempel kan nævnes, at der ikke skal graves på stikvejen nr.73-83, da haverne til husene på stikvejen 95-121 vender ud mod denne vej, og de har allerede fiber nedgravet.

For de huse, hvor ejeren har tilmeldt sig, vil fiberkablet blive ”skudt ind” til huset. Man får besøg inden, hvor man bliver enige om, hvor boksen skal placeres. Det vil samtidigt være en god anledning til at gøre opmærksom på, at der er placeret en faskine i græsplænen og andre ”installationer”, der måtte være under jorden. Der er vist nogle huse, hvor der er trukket nogle rør langs huset – måske drænrør?

Jeg vil til sidst nævne, at vi er i dialog med youSee om muligheden for en foreningsaftale, der bygger på fiberforbindelser. Når vi kommer frem til et endeligt tilbud, vil det naturligvis være noget, der skal behandles på en generalforsamling.

Brev i postkassen!

Er du interesseret i Fibernet, så kig i din postkasse, hvor der ligger et brev fra GlobalConnect. Der er to vigtige datoer:

Infomøder på søndag den 3. marts 2024

Tilmeldingsfrist den 24. marts 2024, hvis man ønsker fiberkabel trukket ind til huset uden udgift.

Fiber er på vej

GlobalConnect vil i den kommende tid etablere fibernet her i Åbrinken.

Det er dybest set ikke noget, som grundejerforeningen skal involveres i, da de har ret til at udlægge fiber på både kommunale veje og private fællesveje. De skal blot have en gravetilladelse fra kommunen, og den er de ved at indhente.

Nogle vil sikkert glæde sig til fibernettet, mens andre vil være bekymret for gravearbejdet. 

Vi har haft en god dialog med GlobalConnect, og de lover at passe på vores nylagte fortove og i øvrigt efterlade vejene så pæne, som de var, da de begyndte, men selvfølgelig vil der komme gener i en periode, og det håber vi, at alle har forståelse for.

Som nævnt har grundejerforeningen ikke noget med projektet at gøre. GlobalConnect vil holde informationsmøde efter vinterferien, hvor alle forhåbentligt kan få svar på de spørgsmål, der måtte være. Du kan læse mere om GlobalConnect på deres hjemmeside: https://privat.globalconnect.dk/. Du er også velkommen til at ringe til deres kundeservice på 77 30 30 16.

Vi håber, at alle vil samarbejde om at få det hele til at forløbe uden problemer, men skulle der dukke noget op, så er I velkomne til at kontakte bestyrelsen, så vil vi se, om vi kan hjælpe til med at finde en løsning.

A conto betaling nedsættes

A conto betalingerne for fjernvarmen nedsættes med 20% fra den 1. februar 2024.

Medlemmer kan anmode om en anden individuel regulering ved direkte henvendelse til Advodan v. Lonni Ewert på e-mail: loew@advodan.dk

Lonni er grundejerforeningens nye kontaktperson hos vores administrator.

Baggrund

Grundejerforeningens omkostninger til fjernvarme fra Norfors afregnes som en fast afgift, en variabel afgift efter varmeforbrug og en incitamentsafgift (straf for ringe afkøling). I juli 2023 blev tariffen for varmeforbrug nedsat fra 1130 kr/MWh til 895 kr/MWh, hvilket i sig selv er et fald på 21%. Da varmeomkostningen udgør ca. 63% af de samlede omkostninger, svarede nedsættelsen reelt kun til ca. 13%.

Ved årsskiftet 2023/2024 er tarifferne for vores afregning til Norfors omlagt, hvilket betyder en yderligere nedsættelse af vores varmeomkostninger for de resterende 5 måneder af varmeåret. På den baggrund nedsættes den samlede à conto afregning overfor medlemmerne med 20%.

Forslag om el-forsyningsstikledninger

På baggrund af en henvendelse fra Bent Isager i nr. 59, har Advodan set på forslaget igen, og deres vurdering er – efter at være bekendt med den tinglyste el-deklaration – at det vil være en ugyldig beslutning at vedtage dette forsslag med 2/3 stemmeflertal. Det vil kræve enstemmighed blandt alle foreningens medlemmer.

Fejl i opkrævning for januar

Flere har fejlagtigt fået opkrævning for lille TV pakke. Bestyrelsen kontakter Advodan, og der kommer en ny besked, når vi har fået sagen afklaret.

28. december – sagen er afklaret:
Advodan har fejlagtigt opkrævet for den lille TV-pakke hos alle medlemmer. Dem, der ikke er tilmeldt en TV-pakke, vil få modregnet beløbet i næste opkrævning.

Godt Nytår!

Generalforsamling den 18. januar 2024 – Kig i postkassen!

Der var stort flertal for vedtægtsændringer på generalforsamlingen den 23. november 2023, men ikke nok stemmer repræsenteret. Derfor skal vi have en ekstraordinær generalforsamling, hvor ændringerne kan endeligt vedtages.

Vi fik valgt en god bestyrelse på generalforsamlingen, men kunne godt bruge et bestyrelsesmedlem mere, som kan gøre hjemmesiden endnu bedre og i øvrigt sikre en god kommunikation. Mon ikke der er endnu en ildsjæl her i Åbrinken, som er god til det? Så meld dig gerne på den ekstraordinære generalforsamling.

Referat af den ordinære generalforsamling samt indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling er blevet omdelt til alle postkasser lørdag den 16. december 2023.

Vigtig generalforsamling på torsdag!

Kan du ikke komme, så giv gerne din nabo en fuldmagt (bemærk, at ingen kan på egne og andres vegne afgive mere end 2 stemmer, jf. vedtægternes §8, stk. 7)

Vi skal blandt andet tage stilling til følgende spørgsmål:

  • Skal vi bruge et nyt system til afregning af varme?
  • Skal vi udvide foreningens formålsparagraf?
  • Skal vi bruge tomrørene til fibernet?
  • Skal vi have blomsterbede med hjemhørende arter?

Alle fem forslag er fordelt i de fysiske postkasser sammen med bestyrelsens beretning og forslag til budget 2023/24 – så kig i postkassen!

Følgende genopstiller til bestyrelsen:

  • Klaus Weber
  • Christian Jeberg
  • Kirsten Ølgaard

De øvrige bestyrelsesmedlemmer (herunder formanden) genopstiller ikke. Suppleanten genopstiller heller ikke. Vi har derfor brug for nye kræfter, dvs. 2-4 nye bestyrelsesmedlemmer og en suppleant.

Overvej om du vil stille op og gøre en (større eller mindre) indsats for det gode fællesskab her i Åbrinken.

Generalforsamlingen afholdes på torsdag den 23. november kl. 19.30 hos Høkeren.

Rettelse til netop omdelte indkaldelse til GF

Den kommende generalforsamling afholdes torsdag d. 23. november.

I indkaldelsen står der onsdag d. 23. Det er selvfølgelig noget sludder.

Beklager fejlen.

Referent til GF søges stadig samt nye bestyrelsesmedlemmer

Der er endnu ingen, der har meldt sig som referent til GF. Kom nu og meld jer! Der er brug for det.

Der er også brug for nye bestyrelsesmedlemmer. Fire af de nuværende otte medlemmer (inkl. suppleant) genopstiller ikke. I henhold til vedtægterne skal bestyrelsen bestå af 5-7 medlemmer. Der er altså brug for mindst ét nyt medlem og gerne flere. Meld jer allerede nu ved at skrive til bestyrelsen. Som bestyrelsesmedlem er man med til at bestemme, hvilke tiltag der skal gøres for at optimere varmeforsyningen, vandforsyningen, økonomi og fælles arealer.

Referent til GF 23. nov. søges

Bestyrelsens trofaste referent Torben Rahbek er desværre forhindret i at deltage ved generalforsamlingen i år, der som tidligere er skrevet ud, er d. 23. november kl. 19.30 på Høkeren.

Er der en anden i foreningen, der vil påtage sig denne opgave? Det er nemlig meget vanskeligt både at deltage som bestyrelsesmedlem og tage referat. Tjansen belønnes med tre flasker vin.

Interesserede kan skrive til bestyrelsen snarest muligt på bestyrelsen@aabrinken.dk.