Åbrinkens Grundejerforening i Brede

Oprettelse i administrators system

Nogle i Åbrinken har muligvis modtaget en invitation fra vores administrator Advodan til at oprette sig som bruger i deres system ProBo. Dette vil lette kommunikationen mellem administrator og os, og bestyrelsen opfordrer alle til at oprette sig i systemet. Hvis man ikke har modtaget mailen eller ikke kan oprette sig i ProBo, anbefales det at kontakte administrator på tlf. 45 88 05 55.

Generalforsamling d. 23. nov. 2023

Reserver allerede nu datoen for den kommende generalforsamling. Den afholdes torsdag d. 23. november kl. 19.30 på Høkeren.

Skt. Hans i Åbrinken

Der vil blive afholdt Skt. Hans i Åbrinken, men i miniformat. Bestyrelsen er klar over, at der ikke er brandforbud i vores område, men har alligevel vurderet, at et bål inde midt i skoven vil være for stor en risiko.

Derfor bliver årets Skt. Hans afholdt på sydenden af den store plæne med bålfad og koncert ved ÅBBÅ 🙂

ÅBBÅ spiller op kl 20.30!

Bålmester søges

Vi er igen i år desværre uden en bålmester til Skt. Hans. Hvem melder sig?

Hvis ingen melder sig, bliver der ikke noget bål. Opgaven er overkommelig – snak evt. med Julie Bang (169) om hvad det går ud på.

Reminder om tømning af vejbrønde

Jf. tidligere opslag er det i morgen d. 7/6, at vores vejbrønde tømmes. Husk derfor, at der ikke må parkeres oven på en vejbrønd i tidsrummet 7-16.

Vejbrønde tømmes d. 7. juni

D. 7. juni bliver vores vejbrønde tømt, og alle vejbrønde skal derfor være fritlagte denne dag. Det er altså ikke nødvendigt at flytte alle biler ud af Åbrinken, men de må ikke holde over en vejbrønd i tidsrummet kl. 7-16.

Tilbagemelding på Hegnsagen

Bestyrelsen har den 13. november 2020 klaget til kommunen over indelukker foran facader mod
vej for 24 huse i Åbrinken med det formål at få vurderet, om de er i overensstemmelse med
Lokalplan 278. Efterfølgende er klagen for et af husene trukket tilbage.

Kommunen har den 16. august 2022 foretaget tilsyn med de resterende 23 huse, hvorefter
kommunen i løbet af efteråret 2022 har truffet afgørelse i sagerne. Kommunen orienterer ikke
bestyrelsen om afgørelserne, og derfor har bestyrelsen kontaktet ejerne af de 23 huse for at få
afklaret, hvordan sagerne er afgjort.

Ejerne af 3 huse er ikke vendt tilbage, og et enkelt hus har ikke ønsket, at deres afgørelse skulle
offentliggøres. De øvrige 19 huse har fået følgende afgørelse:

  • 9 huse har fået afsluttet sagen, fordi §8.1.1 i lokalplanen er overholdt, idet der ikke er
    noget hegn – i de fleste tilfælde en hæk. Kommunen går derfor ikke videre med sagen.
  • 6 huse har fået afsluttet sagen, da det faste hegn er opført før lokalplanen trådte i kraft.
    Kommunen går derfor ikke videre med sagen.
  • 4 huse er blevet pålagt at nedtage hegnet, da det ikke overholder lokalplanen, heraf har 2
    af husene søgt om dispensation. De 2 andre har nedtaget deres hegn.
    Et af husene fik nedtaget hegnet 4 dage efter fristens udløb, hvilket resulterede i en bøde på
    15.000 kr.

Bestyrelsen gør derfor opmærksom på, at lokalplanen skal overholdes, (også) når der etableres
hegn. Selvom hegnet er magen til andre hegn i Åbrinken, er der ikke sikkerhed for, at et nyt
hegn overholder gældende lokalplan.
Spørg Lyngby-Taarbæk Kommune (mail: byggesag@ltk.dk), hvis du er i tvivl.

Nyt udvalg om internet i Åbrinken søger deltagere!

Bestyrelsen besluttede ved seneste bestyrelsesmøde at få nedsat et udvalg, der kan undersøge en række muligheder for en samlet løsning for internet i Åbrinken. Tanken er, at udvalget skal udarbejde løsninger og indhente tilbud, som kan præsenteres på den kommende generalforsamling i efteråret.

Christian Jebjerg (Å23) bliver tovholder for udvalget og Kirsten Ølgaard (Å58) deltager. Begge er medlem af bestyrelsen.

Men der brug for flere kræfter. Hvis du har interesse for en sådant arbejde og er villig til at lægge lidt timer i det, så skriv til: bestyrelsen@aabrinken.dk

Hvad sker der på plænen?

Vores gartner har for et par dage siden pløjet en tre meter bred zone af græsplænen op ud mod stamvejen langs plænen. Det sker fordi kommunen har opfordret grundejerforeningerne til at fremme biodiversitet, og fordi vi også i bestyrelsen syntes at det kunne være både smukt og spændende med nogle vilde blomster på vores fællesarealer.

Om en uge eller to vil der blive sået en vildfrøblanding, der gerne inden længe skulle få bedet til at se ud som på billedet nedenfor.

Næste skridt er at lade græsset vokse højt på dele af begge plænerne og først slå det efter blomstring. Der vil fortsat blive slået på de dele, hvor der spilles fodbold mv. Adgangen til plænen bliver ikke forhindret eller mindsket af bedet, idet der vil blive trampet små stier igennem det.

Den grønne Halvmaraton på søndag

I lighed med de sidste par år afvikles igen i år Den grønne Halvmaraton – det foregår på søndag d. 30. april.

Ruten løber igennem Åbrinken, se rute her under “Løbet” http://www.xn--dengrnnehalvmaraton-z7b.dk/

Arrangørerne regner med, at det kommer til at stå på i 2-3 timer mellem 11.00 – 14.00.

De håber meget på vores hjælp og forståelse og meget gerne heppere langs ruten 🙂

Nyt om vejvedligehold

Som bekendt har kommunen besluttet at overtage vedligehold og vintervedligehold på alle gennemkørende veje i kommunen. Det betyder at stamvejen, U’et nr 12-52 og sidevejen nr 71-83 overtages af kommunen, mens vi selv fortsat står for stikvejene. Kommunen har samtidig tilbudt at påtage sig såvel vinter- som alm. vedligeholdelse af de private veje, men har ikke kunnet oplyse hverken serviceniveau eller pris.

På den baggrund har bestyrelsen besluttet fortsat at søge samarbejdet med de andre vejlaug i området hvad angår vintervedligehold frem til 1. april 2024, og derefter afvente hvilket tilbud kommunen kommer med. 

Referat mm. fra GF

Referat fra generalforsamlingen omdeles i weekenden d. 4. – 5. februar sammen med regnskab og budget. Bestyrelsen beklager  – og undskylder – den lange leveringstid på materialet.